Det første Monafallet
Det første Monafallet inntraff om natten mellom den 15. og 16. oktober 1807. Fire mennesker omkom. Det var husmann John Pedersen Lillemobroen (36 år), hans kone Kari Arntsdatter Røddesnes (34 år) og deres to døtre Anne og Marit på henholdsvis 5 og 3 år. Da leirmassene gled nedover langs Krikbekken ned mot Stjørdalselva, var det flere som hadde kontakt med dem, uten å kunne bistå med hjelp. Mali og Peder på Reppeskroa sto på Geitryggen og snakka med Karen og John da de kom flytende på rester av huset og ble ført av sted av leirmassene. Barna var enda i live. John ropte til Peder: ”Du hi hjælpa mæ mang gong du Pe´, men no når du itj mæ”.
De fløt med leirmassene og kjempet for livet og en av de siste som snakket med dem var prosten Lorentz Wittrup. Han sto like ved elvemælen sør for kirkegården på Værnes. Like etter forsvant de i leirsuppa.
Halvor Bardosen Sonbjørg og kona Sigrid Johnsdatter Hellesgjerdet og barna Ingeborg (6 år) og Marta (2 år) som var bosatt på en plass på Stubergsgjerdet ble også tatt av raset, men kom fra det med livet i behold. I 1801 var de bosatt på plassen Sortasbakken under Øster-Sorta men flyttet like etter til Stubergsgjerdet. Hele plassen med hus og dyr forvant med raset. Far i huset våknet og fikk reddet døtrene før huset reiste. Kona rakk ikke å komme seg i sikkerhet og fulgte med huset. Hun ble berga på morgenkvisten nede ved Reppasleiret der stua ble liggende. Sigrid ble krøpling resten av livet, - hun kunne ikke stå på benene. Familien bosatte seg etterpå i ”Litj-Hans-Ymber-rommet” på Værnesmoen.
Skolelærer Peder Estensen skriver i sine erindringer om denne hendelsen:
”Det kom fra Gaarden Røddes og Stubergs Grændser, gikk forbi Gaarden Lillemo over Gederyggen forbi pladsen Kriken under Reppe og du i Elven. Jeg blev vækket ved at høre Jammer og Støi. En del Husmænd under Prestegaarden, som bodde ved Elven, maatte fly i Nattens Mørke fra sine Hjem og Huse da Elven dæmmedes igjen, saa Vandet gikk ind i Husene; paa nogle saaes bare Taget. Prestegaarden laa noget høiere, saa Mænd, Kvinder og Børn flyede dit med Kreaturer og de Eiendele de havde Anledning til at medbringe. Ingen paa nordre Side af Elven mistede Livet. De havde ogsaa Færger som de hjalp sig med ved Bjergingen. Provst Wittrup, Sergeant O. Hilan, Kirkesanger O. Vang og jeg gikk til Elvemælen, hvor vi hørte Drønnet og Susen af Faldet i Elven. Det var saa mørkt at vi intet kunde se, men vi hørte Klage og Graad af Folk som havde fulgt med, og vi stod der magtesløse og havde ingen Midler til deres Redning. Det var en Husmand under Stuberg Lars og hans Kone Kari som omkom med hver sit Barn paa Armen. Vi hørte Manden raabe: ”E du te enno Kari?” og at hun svarede ”ja” med Munden fuld af Lervand. Da det blev lyst fik vi se Ødelæggelsene i sin hele og store Udstrækning. Vandet og Elven dæmmedes op lige til Hembre og Hegre og meget Jord rasede du. En Husmand Markus Prestmo mistede hele sin Plads, 40 Maal. Paa Noteng og Asken gikk ogsaa en del Jord, men Folkene her kunde senere flytte ind i sine Huse og bebo dem. Markus derimod fik ny Plads, 20 Maal, øst for Prestgaarden. Det meste af Kornet var skaaret og optrukket på Stør, det øvrige bedærvet. Af Poteter var ikke meget optaget. Husmændene med Familier fik bo i Prestegaarden til de fik komme i Orden igjen i sine Hjem. Elven begyndte ved Faldet at grave paa nordre Side, saa Folk fryktede for Værnes Gaard, Kirken og Prestegaarden, og mange troede den vilde tage sit Løb om Moxnes og Øyan igjen, men den tog efterhvert noget af Massen med, saa den beholdt sit Løb, dog mer nordlig. Til Hjælp for de Husmænd som havde lidt Skade, satte Provsten sig i Virksomhed og Bygdens Folk ydede Bidrag efter Evne, saa enhver fik Hjælp forholdsvis til hva de havde mistet.
Men en af de Husmænd som var med i Raset gikk det heldigere forsaavidt som han og hans fik beholde Livet. Det var Halvor Røddesfald. Han vaagnede om Natten ved at høre Drønet og Susen af Faldet, sto op og saa du af søndre Vindu og mærkede da at Laaven var borte, hvoraf han skjønte at der var Fare paa færde. Døren, som var paa søndre Side, turde han ikke gaa, men stødte du et vindu paa nordre Side. I det fæle Mørke kunde han dog ikke se meget. Han greb først sin lille Datter og bar hende i en Feld ud og bragte hende i Sikkerhed, hvorpaa han strax sprang tilbage til sin anden lille Datter. Efter at have bragt ogsaa hende i Sikkerhed, ilede han tilbage for at hjælpe sin Kone, men da var Stuen borte. Han maatte da give Tid til det blev lyst og fandt da Stuen langt nede i Leren ca ¼ Mil fra Stedet hvor den havde staaet. Da det var umulig i det bløde Ler at komme du til Huset, fik han Folk med medhavende Stiger og Taug og Bord eller Planker, og var ogsaa saa heldig at faa Konen frem fra nedfaldne Bjelker og Ras med Livet, men Fødderne havde faat saa meget Skade at hun siden gikk paa Knæerne.”
I et notat fra Geologisk Oppmåling er fallet beskrevet slik:
”Natten mellem 15de og 16de oktober 1807, omtrent ved midnatstid, sank 3 husmandspladse under Værnes præstegaard paa en jordstrækning av henved 3 km. i et bækkefar mellem gaardene Lillemoen og Rødde.
En ung mand og kone, hver med sit barn i skjødet, blev ved en græsselig strøm av vand og dynd gjennem den saakaldte Krikebæk nedstyrtet i Storelven, hvor de midt i dyndet hørtes længe i den mørke nat at raabe ynkelig om hjælp indtil de blev begravet i svælget”.
”Ved dette uhyre jordskred blev storelvens rende ganske stoppet og tog et nyt løb over præstegaardens hjemjord, hvorved 4 av dens pladse tabtes, og de blev liggende midt i elvens strideste løb. Den overstrømmede ei alene uhyre strækninger, men undergrov og opslugte tillige en umaadelig mængde vel dyrket jord og ager og en hel del baade stort og smaat kvæg druknede, og mange vaaninger og huse blev nedstyrtede.”
R.Aa